Kirkeministeriet

Frederiksholms Kanal 21

1015 København K

 

Finansministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

DK-1218 København K

Tlf. (+45) 33 92 33 33

Fax  (+45) 33 32 80 30

E-post  fm@fm.dk

 

10. september 2003

KM-projektgruppe


Anbefalinger vedr. folkekirkens forsikringsordning


 

Finansministeriets projektgruppe vedr. fællesfonden har på baggrund af tilbagemeldingen fra Alm. Brand vedrørende en eventuel præmienedsættelse for tingskade forsikringen genvurderet anbefalingerne for folkekirkens forsikringsordning.

 

Idet Alm. Brand kun ville gennemføre en mindre præmienedsættelse som følge af en højere selvrisiko for fællesfonden, anbefaler projektgruppen i stedet for, at forsikringsaftalen med Alm. Brand justeres i 2004, således at folkekirken i realiteten bliver selvforsikrende for tingskade, men opretholder Alm. Brand som administrator af forsikringen.

 

Som supplement til fællesfonden stiller staten en lånegaranti, således at fællesfonden vil kunne optage et statsgaranteret lån, såfremt der opstår tingskader udover, hvad der kan finansieres af fællesfonden i det enkelte år. Der udestår fortsat en endelig fastsættelse af størrelsen af lånegarantien – ligesom der er behov for at justere den lokale selvrisiko.

 

Herudover anbefales det, at ansvars- og arbejdsskadeforsikring fortsat tegnes centralt med Alm. Brand, men at finansieringen heraf decentraliseres til menighedsrådene. Menighedsrådene skal således i 2004 indbetale en beregnet præmie til fællesfonden for ansvars- og arbejdsskadeforsikring.

 

Med henblik på at etablere en langsigtet løsning på forsikringsproblematikken vil projektgruppens endelige afrapportering til Kirkeministeriet rumme anbefalinger herom.

 

Med hensyn til den videre proces, anbefales det, at der opstilles en model for, hvordan menighedsrådene indbetaler en beregnet præmie til fællesfonden for ansvars- og arbejdsskadeforsikring. Eventuelt inddrages forsikringsmæglerne Marsh i arbejdet hermed.

 

Det anbefales endvidere, at Kirkeministeriet tager kontakt til Alm. Brand – evt. via forsikringsmæglerne Marsh – for at undersøge mulighederne og priserne for, at Alm. Brand varetager administrationen af en tingskade selvforsikringsordning.

 

Det anbefales endvidere, at der foretages en vurdering af mulighederne for at fastsætte en højere lokal selvrisiko for tingskade, der giver incitamenter til lokalt at minimere antallet og størrelsen af skader. I forlængelse heraf anbefales det også, at der iværksættes udarbejdelse af informationsmateriale til de lokale menighedsråd om, hvordan skader minimeres, f.eks. hvordan tyveri- og brandskader undgås.

 

Endelig anbefales det, at Kirkeministeriet og Finansministeriet i fællesskab vurderer den nødvendige størrelse af lånegarantien med henblik på udarbejdelse af ændringsforslag til FFL04.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Anders V. Møller